To vinkler på Antichrist (- der kan anlægges mange flere)
Instr. og manus: Lars von Trier. Foto: Anthony Dod Mantle. Klipper: Anders Refn. 104 min.
Første vinkel: Psykologi versus teologi.
De to virkeligheder
Bo Green Jensen afslutter sin anmeldelse med en kommentar, der går lige ind i den samtale jeg havde efter filmen: "Det bliver aldrig klart, om Gainsbourgs forvandling er et udslag af psykose eller del af en satanisk besættelse. En pointe kunne være, at der ingen forskel findes, blot to forskellige virkeligheder" (weekendavisen nr.21 - 20 maj 2009).
Konflikten mellem disse to virkeligheder aktualiseres allerede i det præmis at hovedrollen i en film der bærer navnet Antichrist er psykoterapeut. Filmen kan ses som en bidende sarkastisk kritik af psykoterapien. For manden kommer til at behandle sin kones dybe psykiske lidelse som om hun var patient. Men man elsker ikke sine patienter - og den man elsker er ikke ens patient.
Men hvad skal han ellers gøre? Hvis han elsker sin kone, gør han hvad der står i hans magt for at hjælpe hende. I dette dilemma ligger også risikoen for at gøre ondt.
Det er ondt at lade intellektet lede sig - men samtidig er den rene natur også ond. Dén er repræsenteret af kvinden og af dyrene i filmen. Udover at psykoterapeuten, der er domineret af sit intellekt, behandler sin elskede som patient - hvad der udløser heftige reaktioner, ja, hvis ikke ondskab i hans kone - befinder han sig også i et univers, som han tror at have udgrundet og forstået til fulde. Han gør hvad enhver ville have gjort, men samtidig viser filmen - hvis man ser det fra denne vinkel - at han netop ikke skulle gøre det, som enhver ville have gjort i hans situation. Set fra et teologisk synspunkt er det hovmod som hans hanling også er, antikristendom.
Uanset om hans analyser og metode er både sande og gode, udløser det at han overhovedet analyserer og behandler hende en aggression hos hende, der gør smerten dybere, så dyb at hun ikke kan rumme den.
Hun får i begyndelsen af filmen psykofarmaka, og det kan han ikke holde ud at se på. Man skal lære at rumme sine følelser. Så han tager sagen i egen hånd og bringer hende ud af medicinen og ind i et terapeutisk forløb. Han umyndiggør hende. Han ønsker at frigøre det naturlige i hende da han tager hende ud af hospitalet og får hende til at hælde alle sine piller ud i toilettet. Fjernelsen af medicinen hos hende er også en frigivelse af et undertrykt følelseslag hos ham selv. På den måde bruger han hende til sit eget frigørelsesprojekt - men samtidig kan man i filmen hele vejen følge hans bekymring og omsorg, sådan som han også er den der reagerer mest naturligt på deres barns død.
Men filmen handler også om hvad indsigt i psyken kan misbruges til - hvad der er større risiko for, hvis man ikke kan alternere mellem flere virkeligheder, for eksempel fra den psykologiske til den teologiske. Teologien handler jo i høj grad om præcis disse fælder.
Den tredje instans
Hvor psykologien opererer med to individder overfor hinanden, sætter teologien en tredje instans overfor hvilken individderne er lige. Den rummelighed psykoterapeuten prøver at skabe i sin kones sind - hvad han gør enten fra et dæmonisk neutralt eller et lige så dæmonisk følelsesundertrykt standpunkt - er i en teologisk virkelighed henlagt i en tredje instans. Denne tredje instans ophæver ikke, men fratager den ubærlige byrde i skylden og ondskaben hos en af antagonisterne i det psykologiske skema. For nu at sige det meget intellektuelt.
Den grænse for menneskelig formåen som er klart formuleret i det teologiske sprog, er ikke lige så etableret i hans psykologiske verdensbillede. Udenfor denne grænse findes - set i teologiske briller - ikke kun den rå og ubarmhjertige natur, men også en instans, der omfavner mennesket i alle dets hjælpeløse forsøg på at få styr på tilværelsen og håndtere smerterne.
Lars von Trier ved noget om disse ting. Han skrev manuskriptet under en depression og har jo igennem hele sit værk flirtet med kristne temaer. Jeg går ud fra at han kender nytten af psykofarmaka og i filmen kan man også se en hån mod dem der siger at man skal undlade at bruge dem.
Kunsten og kristendommens billedsprog
Set fra en kunstners synsvinkel er der desuden væsensforskel imellem det psykologiske begrebssprog og det teologiske billedsprog, der af samme grund ligger tættere på kunstnerens. Det er f.eks. hvad Thomas Manns Doktor Faustus handler om.
Konen i filmen har arbejdet med kvindehad i middelalderen og repræsenterer i og for også det teologiske verdensbillede overfor det psykologiske. Det bliver to virkeligheder der dræber hinannden.
Anden vinkel: Det filmiske
Færdig med film
Efter at have set Baader-Meinhof-filmen for nogle uger siden, sagde jeg at nu må det være slut med film. Slut med denne perverterede, kommercielle og voldførende billedmaskine, der vinder legitimitet ved at kalde sig kunst og attraktion ved at være eskapistisk palliativ og pseudointellektuel historieforvrænger. Sådan havde jeg det i en ophidset stund efter den oplevelse. Men beslutningen holdt ikke længere end et par uger, hvor jeg endda midt på dagen, midt i arbejdstiden, måtte se von Triers nye film.
Her sker der også lidt mere end i de fleste andre film - og her findes der noget af det, som er så fraværende hos moderne instruktører: filmisk selvbevidsthed. Og hermed mener jeg en ganske klar stillingtagen til det overordnede filmiske standpunkt samt til rummets og tidens enhed.
Filmisk standpunkt
Med overordnet filmisk standpunkt mener jeg ikke noget med budskab, morale eller sådan noget, men en stillingtagen til hvem der egentlig ser, subjektet for det blik der gives videre til tilskueren, eller: i hvis bukser kameramanden egentlig står. Det er kameramandens position der over en bred kam ignoreres, mellemmandens krop der evaporeres til den rene luft; det vil sige den mand der står imellem hvad der bliver vist og os der ser.
Rummets og tidens enhed
Det hænger igen sammen med rummets og tidens enhed, hvilket dog peger på klipperens rolle. Hvad sker der egentlig imellem to klip. Perspektivet ændres. Pludselig er der to personer der kigger på - jeg mener videregiver den samme situation. I filmens barndom kom der et forklarende skilt ind, hvor der i dag er klip. I dag har man fuldstændig vænnet sig til denne klippede tidslinje, som samtidig klipper rummets enhed op - altså ophæver selve rummet. Det er en kæmpe kunstnerisk mulighed, men i de fleste film bruges det problemløst og uden at man kan mærke at præcis denne egenskab hører til filmens natur, og netop i kraft disse egenskaber kan man skabe noget andet end teater og litteratur. Men der er så megen film der stadig hænger fast i en kunstopfattelse fra det 19. århundrede, d.v.s. hænger fast i andre kunstarter, billedkunst og litteratur. Især litteraturen - fordi der altid er en historie der skal fortælles.
Lars von Trier kan noget på dette felt, selv om det med Bo Green Jensens ord også er "en kunstfilm forklædt som stift genrestykke". Og genren er den romantiske gyser, som von Trier intuitivt bremser og speeder tiden op i - efter bedste intuitive og manipulatoriske evne. Men bevidst - og intelligent.
Indre drama
Eftersom det også er et indre drama - alt hvad der sker er udtryk for sindets egendrift efter katastrofen og i den sorg der følger - klippes der mellem scenerne på samme måde som sindet, tankerne og associationerne klipper imellem fjerne steder.
Dog foregår filmen ikke i helt så associationsstyrende spring. Den er styret af intellektet! Og så er der dømt meta. Filmens form har i sig selv antikristelige træk.
Den er forførende - sådan som enhver kunstner må være forførende Men han bruger kameraet og de filmiske teknikker både selvstændigt og nyt, så det er en fonøjelse at se - i al dens gru og horror. Hvis man nu - hvad der selvfølgelig kan diskuteres - skal vurdere en film jo bedre, des mere filmisk-autonom den er, er denne film ikke et ultimativt kunstværk.
Men den er nu alligevel ret god. For nu at sige det ganske banalt og uargumenteret.
torsdag, maj 21, 2009
fredag, maj 15, 2009
Hjemsendte irakere i Vor Frue Kirke
Der var vel et par hundrede mennesker i Vor Frue Kirke her kl. 17. Pressen blev sendt ud, så der var kun folk til stede der var interesseret i at hjælpe med den aktion, der havde været planlagt ind over vinteren og som en anden gruppe (som jeg ikke kan huske på stående fod) havde sat i søen i onsdags da regeringen havde indgået aftale med den irakiske regering om at hjemsende 282 irakiske asylansøgere. Der blev nedsat grupper der skulle tage sig af presse, aktioner i det offentlige rum (for at gøre opmærksom på aktionen), vagtgruppen (som vil informere om hvad der sker udenfor Vor Frue Kirke), bo bedre-gruppen (der har til formål at få det til at være rart at være i kirken, bl.a. ved at indsamle luftmadrasser, liggeunderlag, men også spil, dvd'er, play-stations med mere). Men før disse grupper blev annonceret og det blev opfordret til at deltage blev det sagt at alle skulle være positive overfor pressen, respektere de regler der gælder i kirken. På samme måde som 110 palæstinensere bestemte over aktionen i 1992 i Blågårdsgård Kirke, er det irakerne selv der bestemmer over hvad der skal ske nu.
En af de udviste asylansøgere, Taleb, gik frem og talte. Han startede - og sluttede - med at takke alle for al deres hjælp og han håbede at han en dag kunne gøre os en tjeneste en anden dag. Han sagde at Danmark selv havde været med til at skabe nogle af de tilstande Irak i dag er præget af. Før hen kunne muslimer leve med kristne og jøder, sunnier og shiiter kunne leve side om side, dengang var problemerne politiske. Nu er alt kaos. Der er ikke strøm, mad, arbejde, huse eller tryghed. Der er folk der har været her i otte eller ti år.
Min mening er ganske kort: At når Danmark ikke formået at give disse folk en ordentlig tilværelse i den - lange - tid de har været her, og når vi har deltaget i krigen, er det mindste vi kan gøre at give amnesti - asyl - til disse folk. Uanset om - eller hvis - egentlig livsfare for mange af dem er drevet over. Hvad ingen i øvrigt kan garantere.
Taleb regnede også ud - på baggrund af forlydender om at den danske regering har truet med at tilbageholde støtte til Irak, hvis ikke de tog imod disse (formodentligt) statsborgere - at hvert liv blev betalt med lidt over 100 tusinde kroner.
Det som før har været midler til at opbygge et land - man selv har været med til at befri og smadre - bliver nu kun givet imod betingelse. Taleb sagde at den irakiske regering er flintrende ligeglad med flygtninge - eller med dens egen befolkning.
Alle blev bedt om at melde sig til en gruppe udenfor kirken for at minimere hurlumhejet derinde, hvor der jo også var så meget ekko at al tale måtte foregå langsomt - og én af gangen.
Der var vel et par hundrede mennesker i Vor Frue Kirke her kl. 17. Pressen blev sendt ud, så der var kun folk til stede der var interesseret i at hjælpe med den aktion, der havde været planlagt ind over vinteren og som en anden gruppe (som jeg ikke kan huske på stående fod) havde sat i søen i onsdags da regeringen havde indgået aftale med den irakiske regering om at hjemsende 282 irakiske asylansøgere. Der blev nedsat grupper der skulle tage sig af presse, aktioner i det offentlige rum (for at gøre opmærksom på aktionen), vagtgruppen (som vil informere om hvad der sker udenfor Vor Frue Kirke), bo bedre-gruppen (der har til formål at få det til at være rart at være i kirken, bl.a. ved at indsamle luftmadrasser, liggeunderlag, men også spil, dvd'er, play-stations med mere). Men før disse grupper blev annonceret og det blev opfordret til at deltage blev det sagt at alle skulle være positive overfor pressen, respektere de regler der gælder i kirken. På samme måde som 110 palæstinensere bestemte over aktionen i 1992 i Blågårdsgård Kirke, er det irakerne selv der bestemmer over hvad der skal ske nu.
En af de udviste asylansøgere, Taleb, gik frem og talte. Han startede - og sluttede - med at takke alle for al deres hjælp og han håbede at han en dag kunne gøre os en tjeneste en anden dag. Han sagde at Danmark selv havde været med til at skabe nogle af de tilstande Irak i dag er præget af. Før hen kunne muslimer leve med kristne og jøder, sunnier og shiiter kunne leve side om side, dengang var problemerne politiske. Nu er alt kaos. Der er ikke strøm, mad, arbejde, huse eller tryghed. Der er folk der har været her i otte eller ti år.
Min mening er ganske kort: At når Danmark ikke formået at give disse folk en ordentlig tilværelse i den - lange - tid de har været her, og når vi har deltaget i krigen, er det mindste vi kan gøre at give amnesti - asyl - til disse folk. Uanset om - eller hvis - egentlig livsfare for mange af dem er drevet over. Hvad ingen i øvrigt kan garantere.
Taleb regnede også ud - på baggrund af forlydender om at den danske regering har truet med at tilbageholde støtte til Irak, hvis ikke de tog imod disse (formodentligt) statsborgere - at hvert liv blev betalt med lidt over 100 tusinde kroner.
Det som før har været midler til at opbygge et land - man selv har været med til at befri og smadre - bliver nu kun givet imod betingelse. Taleb sagde at den irakiske regering er flintrende ligeglad med flygtninge - eller med dens egen befolkning.
Alle blev bedt om at melde sig til en gruppe udenfor kirken for at minimere hurlumhejet derinde, hvor der jo også var så meget ekko at al tale måtte foregå langsomt - og én af gangen.
torsdag, maj 07, 2009
Betingelserne og fænomenet
- om Lakoffs bog The Political Mind. Why You Can't Understand 21st-Century Politics with an 18th-Century Brain, (2008).
Om bogen
George Lakoffs bog The Political Mind handler om sammenhængen mellem hjernen og det politiske sprog. På baggrund af både neurologiske og linguistiske studier forklarer han hvorfor den konservative agenda har vundet i USA. De konservative har forstået at 'frame' deres budskaber, hvilket blandt andet vil sige at de ord der støtter deres sag vinder almindelig genklang. For eksempel 'skattelettelse'. Selve ordet har en positiv konnotation, hvorved meget på forhånd er vundet.
Igennem hele bogen spiller også et begreb som 'repetition' en rolle. Uagtet at han ikke bruger ordet. Men han taler om hvordan den konservative tradition har formået at sætte dagsordenen i den amerikanske politik. Tag for eksempel dette citat:
Lakoffs bog er et forsøg på at gå ind i den kamp med et progressivt demokratisk program. Han har et politisk program, der skal hvile på det grundlag som Amerika bygger på, nemlig empati og ansvarlighed. Dette er den framing han ønsker at indsætte i den offentlige politiske diskurs.
Den idéhistoriske baggrund for disse tanker er at den - af ham kaldte: gamle - oplysning skal erstattes af den nye oplysning. Den gamle oplysning har fungeret efter principper som: rationel argumentation, logik, objektivitet og saglighed.Den nye oplysning retter sig efter hjernens funktionalitet, efter hvordan metaforer, metonymer, associationer og framing fungerer - og det er helt andre mekanismer end den logik, som f.eks. Kant og Aristoteteles havde:
Det er en inhuman forståelse af mennesket. Spørger du mig. Lakoffs bog er en vejledning til vildledning, et kompas til en menneskelig fremmedgørelse, som rigtig nok har megen tilslutning. Dét er skræmmende. Jeg skal gerne forklare hvorfor:
Den mest graverende selvmodsigelse i Lakoffs bog er modsætningen mellem hans ideologiske program og hans skjulte filosofiske agenda. Han taler om to paradigmer, den autoritære og omsorgsfulde, den patriarkalske og moderlige, af hvilken han entydigt tilslutter sig sidstnævnte. Men hvad er det der adskiller disse to paradigmer? Det er det begreb der så frygteligt mangler i Lakoffs univers: nemlig frihed.
Frihed
Den diskurs han vil kæmpe for sine idealer i, er præcis den som han bekæmper. Han vil indføre en demokratisk frame, som transporterer demokratiske idealer ind i borgerne, men på hvilken måde? Ved repetition. Altså ikke ved argumentation. Dét ville nemlig være alt for opilysningsfilosofisk. Bag denne repetitive metode ligger den patriarkalske autoritet, der overbeviser ved at hamre sine budskaber ind. Et andet ord for det samme er: manipulation. Eller: indoktrinering. Altså en måde at få folk til at mene det samme som én fordi man kender til hjernens måde at fungere på - og bruger dette kendkskab.
Hvis han kæmper for frihed, vil han indføre frihed ved at tage friheden bort. Den genuine oplysningsfilosofi hviler på at mennesket vælger frit, det vil sige bliver klar over og overbevist ved logisk argumentation - men ikke kun det, også rationel emotionalitet, det vil sige et følelsesregister som den enkelte stemmer overens med -, altså: bliver overbevist om en given sag på denne måde, hvorefter individdet også har politisk mulighed og individuel evne til at handle på denne indsigt. (Denne definition gælder også når der er tale om spontane handlinger. Lakoffs oplysningsbegreb er også ret problematisk).
Når han siger at vi er mere fascinerende skabninge end de gamle filosoffer har erkendt, lyder det helt modstridende i mine ører, eftersom den kognitive videnskab, som Lakoff bekender sig til, gør mennesket så uendelig fattigt og flat. Hvad - en passant at nævne - hans sprog også vidner om.
Det er som om han ikke har taget konsekvensen af Edisons udmærkede devise - som jeg citerer efter hukommelsen: Hvis vi forstod den menneskelige hjerne, havde vi så lille en hjerne at vi ikke ville forstå den. - Erkendelsen, at intet system kan bevises indenfor sit eget systems grænser, førte Kurt Gödel (1906-1978) endda et matematisk bevis for i trediverne. Men det behøver man i sidste ende ikke matematikken for, (Lakoff går også skarpt i rette med Chomsky og den matematiske måde at forstå sproget på).
Men hvad Lakoff udover friheden heller ikke tager i betragtning, det er menneskets umiddelbare sansning. Det er hvad jeg mener med en inhuman filosofi. Hvis man laver en filosofi, der tager den umiddelbare sansning og tænkning bort, så har man hermed miskrediteret noget af det mest elementære ved det at være menneske.
Betingelserne og fænomenet
Det filosofiske argument imod Lakoff har Løgstrup. Hán kridter banen op sådan her:
Alternativet er derimod i endnu højere grad at holde fast på en oplysningsrationalitet, der i højere grad end vor tids rationalitet også formåede at inkluderer emotionalitet, - og i endnu højere grad finde argumenter for at den eneste vej til et bedre liv og en bedre verden er at opbygge individders sproglige og kreative kundskaber, så der kan foretages frie handlinger udfra erkendelsesmæssig selvtillid og selvberoenhed.
De gode intentioner og de sympatiske ideer udhuler sig selv hvis ikke man anerkender individdets ret til at afvise dem - eller dets vilje til at forstå dem og lade sig overbevise af dem udfra den virkelighed, de tanker og de følelser, der viser sig helt spontant i vores liv, og som vi har adgang til igennem tænkning og samtale, og som har sin egen evidens. Selvfølgelig skal vi bruge mikroskoper, statistikker og computersimuleringer, men at gøre disse til menneskets primære erkendelsesredskaber er både udemokratisk, undertrykkende, fremmegørende og skræmmende farligt. Det har historien også vist. Mere om det senere.
- om Lakoffs bog The Political Mind. Why You Can't Understand 21st-Century Politics with an 18th-Century Brain, (2008).
Om bogen
George Lakoffs bog The Political Mind handler om sammenhængen mellem hjernen og det politiske sprog. På baggrund af både neurologiske og linguistiske studier forklarer han hvorfor den konservative agenda har vundet i USA. De konservative har forstået at 'frame' deres budskaber, hvilket blandt andet vil sige at de ord der støtter deres sag vinder almindelig genklang. For eksempel 'skattelettelse'. Selve ordet har en positiv konnotation, hvorved meget på forhånd er vundet.
Igennem hele bogen spiller også et begreb som 'repetition' en rolle. Uagtet at han ikke bruger ordet. Men han taler om hvordan den konservative tradition har formået at sætte dagsordenen i den amerikanske politik. Tag for eksempel dette citat:
"... hvad de konservative har gjort over mange år var at gøde vore hjerners såbed med deres generelle høj-niveaus principper sådan at da 'skattelettelsen' blev plantet, kunne deres 'framing' slå rod og vokse" (239).Det som sproget gør - og det gør det fordi hjernen fungerer på den måde - er at knytte både forestillinger og følelser til visse ord. Disse forestillinger og følelser knyttes til ordene ved repetition. Jo oftere et begreb er fremsagt i en bestemt sammenhæng, desto sværere er det for modstanderne at skille ordet fra følelsen.
"Når det er gentaget igen og igen, vedbliver det at fremkalde denne kontekst, og hver gang styrkes alle synapserne på alle neuronerne i disse baner" (236).Med andre ord bygger sproget på hjernens måde at fungere på, og da sproget er et vigtigt politisk redskab, må man gå via hjernen for at ændre den politiske dagsorden.
Lakoffs bog er et forsøg på at gå ind i den kamp med et progressivt demokratisk program. Han har et politisk program, der skal hvile på det grundlag som Amerika bygger på, nemlig empati og ansvarlighed. Dette er den framing han ønsker at indsætte i den offentlige politiske diskurs.
Den idéhistoriske baggrund for disse tanker er at den - af ham kaldte: gamle - oplysning skal erstattes af den nye oplysning. Den gamle oplysning har fungeret efter principper som: rationel argumentation, logik, objektivitet og saglighed.Den nye oplysning retter sig efter hjernens funktionalitet, efter hvordan metaforer, metonymer, associationer og framing fungerer - og det er helt andre mekanismer end den logik, som f.eks. Kant og Aristoteteles havde:
"Vores bevidsthed (mind) fungerer meget anderledes end Descartes og Kant troede den gjorde. Vi er meget mere fascinerende skabninge end vores store politiske teoretikere - fra Platon og Aristoteteles til Rousseau, Hobbes, Locke, Marx, J.S.Mill og John Rawls, for eksempel - troede vi var. En ny forståelse af det at være menneske er ved at opstå." (271).Mening om bogen
Det er en inhuman forståelse af mennesket. Spørger du mig. Lakoffs bog er en vejledning til vildledning, et kompas til en menneskelig fremmedgørelse, som rigtig nok har megen tilslutning. Dét er skræmmende. Jeg skal gerne forklare hvorfor:
Den mest graverende selvmodsigelse i Lakoffs bog er modsætningen mellem hans ideologiske program og hans skjulte filosofiske agenda. Han taler om to paradigmer, den autoritære og omsorgsfulde, den patriarkalske og moderlige, af hvilken han entydigt tilslutter sig sidstnævnte. Men hvad er det der adskiller disse to paradigmer? Det er det begreb der så frygteligt mangler i Lakoffs univers: nemlig frihed.
Frihed
Den diskurs han vil kæmpe for sine idealer i, er præcis den som han bekæmper. Han vil indføre en demokratisk frame, som transporterer demokratiske idealer ind i borgerne, men på hvilken måde? Ved repetition. Altså ikke ved argumentation. Dét ville nemlig være alt for opilysningsfilosofisk. Bag denne repetitive metode ligger den patriarkalske autoritet, der overbeviser ved at hamre sine budskaber ind. Et andet ord for det samme er: manipulation. Eller: indoktrinering. Altså en måde at få folk til at mene det samme som én fordi man kender til hjernens måde at fungere på - og bruger dette kendkskab.
Hvis han kæmper for frihed, vil han indføre frihed ved at tage friheden bort. Den genuine oplysningsfilosofi hviler på at mennesket vælger frit, det vil sige bliver klar over og overbevist ved logisk argumentation - men ikke kun det, også rationel emotionalitet, det vil sige et følelsesregister som den enkelte stemmer overens med -, altså: bliver overbevist om en given sag på denne måde, hvorefter individdet også har politisk mulighed og individuel evne til at handle på denne indsigt. (Denne definition gælder også når der er tale om spontane handlinger. Lakoffs oplysningsbegreb er også ret problematisk).
Når han siger at vi er mere fascinerende skabninge end de gamle filosoffer har erkendt, lyder det helt modstridende i mine ører, eftersom den kognitive videnskab, som Lakoff bekender sig til, gør mennesket så uendelig fattigt og flat. Hvad - en passant at nævne - hans sprog også vidner om.
Det er som om han ikke har taget konsekvensen af Edisons udmærkede devise - som jeg citerer efter hukommelsen: Hvis vi forstod den menneskelige hjerne, havde vi så lille en hjerne at vi ikke ville forstå den. - Erkendelsen, at intet system kan bevises indenfor sit eget systems grænser, førte Kurt Gödel (1906-1978) endda et matematisk bevis for i trediverne. Men det behøver man i sidste ende ikke matematikken for, (Lakoff går også skarpt i rette med Chomsky og den matematiske måde at forstå sproget på).
Men hvad Lakoff udover friheden heller ikke tager i betragtning, det er menneskets umiddelbare sansning. Det er hvad jeg mener med en inhuman filosofi. Hvis man laver en filosofi, der tager den umiddelbare sansning og tænkning bort, så har man hermed miskrediteret noget af det mest elementære ved det at være menneske.
Betingelserne og fænomenet
Det filosofiske argument imod Lakoff har Løgstrup. Hán kridter banen op sådan her:
"Fysiologisk følges betingelserne for sansningen til et sted indenfor kraniet, eet til to tommer bag ved midten af øjnene. Derom er alle enige. Men så skilles vejene. Man kan gøre eet af to, insistere på kausaliteten eller insistere på fænomenet". (Ophav og omgivelse, 1984, s. 23).Her insisterer Lakoff på kausaliteten, Løgstrup på fænomenet. Løgstrup siger videre at betingelserne for sansningen ikke udtømmer fænomenet. Med andre ord: Den umiddelbare sansing samt den umiddelbare tanke, tydning og refleksion opfattes som principiel usand. Lad os bare springe en masse mellemregninger over her, for hvad kunne konklusionen være på denne lære? At hvis du får overbevist befolkningen om at den umiddelbare tænkning er usand, så ligger al magt hos naturvidenskabsfolkene - neurologerne - som har den tætteste kontakt til den sandhed, som vores erkendelse primært og i al væsentlighed bygger på og er afhængig af. Det er vejen til ekspertvældet.
Alternativet er derimod i endnu højere grad at holde fast på en oplysningsrationalitet, der i højere grad end vor tids rationalitet også formåede at inkluderer emotionalitet, - og i endnu højere grad finde argumenter for at den eneste vej til et bedre liv og en bedre verden er at opbygge individders sproglige og kreative kundskaber, så der kan foretages frie handlinger udfra erkendelsesmæssig selvtillid og selvberoenhed.
De gode intentioner og de sympatiske ideer udhuler sig selv hvis ikke man anerkender individdets ret til at afvise dem - eller dets vilje til at forstå dem og lade sig overbevise af dem udfra den virkelighed, de tanker og de følelser, der viser sig helt spontant i vores liv, og som vi har adgang til igennem tænkning og samtale, og som har sin egen evidens. Selvfølgelig skal vi bruge mikroskoper, statistikker og computersimuleringer, men at gøre disse til menneskets primære erkendelsesredskaber er både udemokratisk, undertrykkende, fremmegørende og skræmmende farligt. Det har historien også vist. Mere om det senere.
tirsdag, maj 05, 2009
Det andet Trampolinhus
Så åbnede Trampolinhuset igår (4.4.09), huset hvor asylansøgere og danskere kan møde hinanden. Det midlertidige Trampolinhus, eller rettere: Det andet midlertidige. Det første lå i Peder Skramsgade. Det nuværende ligger i medborgerhuset på Nørre Allé.
Der var god stemning. Masser af mennesker i et lille lokale. Hvilken stemning? For det første blev der talt mange forskellige sprog: i hvert fald dansk, engelsk, fransk, arabisk og kurdisk. Jeg fik en kop sød etiopisk kaffe med kys på kinden serveret af Elsa. Der kom mad ind: linser med hvidløg, salat og afrikanske pølser. Jeg sad med Mr. N og talte om Røde Kors. Han er kritisk. Han har været udsat for en umyndiggørelse og patroniseres, som han var indigneret over.
Vi talte om udsendelsen forleden om Røde Kors' rolle under anden verdenskrig. Det er ikke en smuk historie. Den tyske dokumentarfilm opremsede historier om hvordan Røde Kors-udsendinge besøgte og tilbage-rapportede om hvor godt de indsatte havde det i Theresienstadt og andre lejre; om hvilke enorme svigt de gjorde sig skyldige i overfor de krigsfanger, som de egentligt skulle tage sig af, og hvordan de stort set kun efterkom forespørgsler om forsvundne ariere efter at de havde fået overdraget et kæmpe arkivmateriale fra de tyske kz-lejre. Årsagerne, mener instruktøren Christine Rütten, var hensynet til økonomien og neutraliteten.
Mr. N lagde lår til Miss N. Hun er dansker og han er asylansøger. Det var et syn Søren Espersen, Martin Henriksen og de andre adonisser på Borgen nok ikke ville have billiget. Men de var ikke tilstede. Jeg tror også godt at jeg kan garantere for at selskabet ikke var deres primære målgruppe. Udover at langt over halvdelen ingen stemmeret har, selv om mange har boet i Danmark længere end det kræver for en indvandrer at få dansk statsborgerskab. Nå, men det var præcis disse ting vi ikke talte særligt meget om her. Trampolinhuset er et sted hvor man samler sig om fælles projekter og her har hver mand sin stemme.
På søndag (10. maj 2009) har Trampolinhuset - i forbindelse med festivallen Undoing the City - en åben scene på St. Hans Torv kl. 12 og videre i Kgs. Have.
Vi skulle også tale om det permanente Trampolinhus. En gruppe havde været ude og se på tre forskellige steder. To ved Enghave Station og et på Amagerbrogade. Hvor vigtigt var det at være sammen med andre kulturelle aktiviteter? Var det en trussel mod den stemning som Trampolinhuset har opbygget? Det var et af emnerne i den diskussion, og det var interessant at høre en asylansøger tale imod for stor åbenhed. Det fremstod som en trussel for husets aktiviteter at ligge et sted hvor der i forvejen var for mange andre projekter. Nu har vi dette, så skal vi værne om det, syntes han at sige.
Så talte jeg med Mr. Z om Nizar Qabbani (1923-1998), en af det 20. århundredes største digtere i Syrien, som han selv havde mødt som dreng i Beirut hvor han boede. Mens N og N sad bag mig og kyssede hinanden, begyndte Z at synge en af hans sange. Jeg smilede og han sagde: "He loved too much women".
Så åbnede Trampolinhuset igår (4.4.09), huset hvor asylansøgere og danskere kan møde hinanden. Det midlertidige Trampolinhus, eller rettere: Det andet midlertidige. Det første lå i Peder Skramsgade. Det nuværende ligger i medborgerhuset på Nørre Allé.
Der var god stemning. Masser af mennesker i et lille lokale. Hvilken stemning? For det første blev der talt mange forskellige sprog: i hvert fald dansk, engelsk, fransk, arabisk og kurdisk. Jeg fik en kop sød etiopisk kaffe med kys på kinden serveret af Elsa. Der kom mad ind: linser med hvidløg, salat og afrikanske pølser. Jeg sad med Mr. N og talte om Røde Kors. Han er kritisk. Han har været udsat for en umyndiggørelse og patroniseres, som han var indigneret over.
Vi talte om udsendelsen forleden om Røde Kors' rolle under anden verdenskrig. Det er ikke en smuk historie. Den tyske dokumentarfilm opremsede historier om hvordan Røde Kors-udsendinge besøgte og tilbage-rapportede om hvor godt de indsatte havde det i Theresienstadt og andre lejre; om hvilke enorme svigt de gjorde sig skyldige i overfor de krigsfanger, som de egentligt skulle tage sig af, og hvordan de stort set kun efterkom forespørgsler om forsvundne ariere efter at de havde fået overdraget et kæmpe arkivmateriale fra de tyske kz-lejre. Årsagerne, mener instruktøren Christine Rütten, var hensynet til økonomien og neutraliteten.
Mr. N lagde lår til Miss N. Hun er dansker og han er asylansøger. Det var et syn Søren Espersen, Martin Henriksen og de andre adonisser på Borgen nok ikke ville have billiget. Men de var ikke tilstede. Jeg tror også godt at jeg kan garantere for at selskabet ikke var deres primære målgruppe. Udover at langt over halvdelen ingen stemmeret har, selv om mange har boet i Danmark længere end det kræver for en indvandrer at få dansk statsborgerskab. Nå, men det var præcis disse ting vi ikke talte særligt meget om her. Trampolinhuset er et sted hvor man samler sig om fælles projekter og her har hver mand sin stemme.
På søndag (10. maj 2009) har Trampolinhuset - i forbindelse med festivallen Undoing the City - en åben scene på St. Hans Torv kl. 12 og videre i Kgs. Have.
Vi skulle også tale om det permanente Trampolinhus. En gruppe havde været ude og se på tre forskellige steder. To ved Enghave Station og et på Amagerbrogade. Hvor vigtigt var det at være sammen med andre kulturelle aktiviteter? Var det en trussel mod den stemning som Trampolinhuset har opbygget? Det var et af emnerne i den diskussion, og det var interessant at høre en asylansøger tale imod for stor åbenhed. Det fremstod som en trussel for husets aktiviteter at ligge et sted hvor der i forvejen var for mange andre projekter. Nu har vi dette, så skal vi værne om det, syntes han at sige.
Så talte jeg med Mr. Z om Nizar Qabbani (1923-1998), en af det 20. århundredes største digtere i Syrien, som han selv havde mødt som dreng i Beirut hvor han boede. Mens N og N sad bag mig og kyssede hinanden, begyndte Z at synge en af hans sange. Jeg smilede og han sagde: "He loved too much women".
mandag, april 27, 2009
Terrorisme og småborgerlighed
Instruktøren Uli Edel kunne have taget fat i mange interessante historier i forbindelse med filmen Baader Meinhof Komplekset (der i Danmark havde premiere 24. april 2009). I stedet er hovedhistorien det som vi alle sammen ved: skud, eksplosioner, bortførelser og vold. På et tidspunkt fortæller forældrene til Gudrun Ensslin at deres datters radikale handlinger også havde befriet dem for angst. Et bemærkelsesværdigt udsagn fra en præstefrue af den mest tysk-konservative slags. Var Baader Meinhof ikke et tysk generationsoprør, og kæmpede disse børn for at befri deres forældre fra en angst som de aldrig gav direkte udtryk for? Det ville have været interessant at høre om.
En anden scene: På træningslejr i Jordan ligger de unge tyske terrorister og slikker sol uden en trevl på kroppen. De muslimske guerillaer protesterer, men Andreas Baader siger at det at kneppe og det at skyde er det samme: Ficken und schiessen ist dasselbe. En noget anden agenda end de muslimer der vil genoprette kalifatet og bekæmpe Israel.
Dette ville have været interessant at høre om.
Jeg gik ind til filmen for at blive klogere på den tilstand som behersker vores samtid i så høj grad. Handlingslammelsen. At vi lever i en terrotid, fordi vi lever midt i en handlingslammelse, tager jeg som en selvfølge. Men det er selvfølgelig en teori. Verbet 'at handle' dominerede også megen af terroristernes tale. Det var ikke nok at tale. Der skulle handling til. Ulrike Meinhof blev også anklaget for forræderi af sine egne fordi hun var intellektuel og skrev artikler. Hun havde selv denne opdæmmede handlingsimpuls og hendes karakter rummer filmens mest spændingsfyldte psykologi, som skuespilleren (Martina Gedeck) gør et bravt forsøg på at skildre, men instruktøren lader ikke til at forstå den.
Hvad skal man gøre når man er vidne til statsundertrykkelse, mord og uretfærdighed? Når det man er blevet bildt ind skulle være demokrati, afslører sig selv som statsfascisme - hvad deres analyse mundede ud i? Så må man svare igen. Dels for lave om på forholdene, dels for at have en ren samvittighed. Man skal kunne sige til sine omgivelser og børn, (som man så samtidig svigter), at man dog gjorde noget. Handlingens primære - men ubevidste - mål er at redde sin egen uskyld. Filmen viser også hvor private motiver terroristerne havde: De var bare sure, indestængte og bar på et nazistisk traume, som forældrene var for gamle til at tage sig af. Heller ikke denne del af historien får særskilt megen opmærksomhed i filmen.
Det gør Hollywood-effekterne imidlertid: blodet og eksplosionerne som de to vigtigste og mest primitive appelformer til henholdsvis øjet og øret.
Det er med andre ord ret absurd at alle vi småborgerlige bohemer fra Nørrebro - og lignende - gladeligt lægger 95,- kr. pr. billet for at lade os underholde af Hollywood-effekter i et drama, der tager udgangspunkt i en politisk kamp, der om noget havde Hollywood og den passificerende underholdningsbranche i sigtekornet.
Terrorisme er hot - fordi terrorisme er romantik.
Men ikke engang dét afslører denne film den mindste bevidsthed om. Terrorisme viser folk der handler og det viser folk der er radikale. Det kan godt undre at en instruktør som Uli Edel slet ikke reflekterer over sin egen fascination af terrorisme. Uden fascination af sit emne går det jo aldrig at lave en film eller noget som helst om det.
Filmen er endnu et eksempel på hvordan moralisme og amoral hænger sammen. Det er vigtigt for instruktøren at være på den rigtige side af den etablerede moral. Vi kan ikke dyrke voldsmænd uden at tage afstand fra dem. Det er moralismen, der ikke vil vedkende sig sin egen fascination. Men på den anden side bruger filmen effekter hvis primære formål er at få hjertet til - fysisk, ikke emotionelt - at banke hårdt og hurtigt, fordi det er det den store hob vil have. Det er den amoralske æstecisme der laver en kommerciel actionfilm ud af et nationalt traume, der har kostet mange mennesker livet og bruger terrorisme som voldsromantik.
Og hvad er betegnelsen for denne kopling af moralisme og amoral? Det er småborgerlighed. Inkarneret småborgelighed er hvad Baader Meinhof Komplekset kan betegnes som. I den forstand rammer den jo lige ind i vores tid - og fremstår som dét Rote Armee Fraktion bekæmpede så indædt.
Hvis man samtidig kan registrere småborgerligheden piple ud af Rote Armees virke, lægger filmen sig derved mærkeligt nok helt op af sine hovedpersoners moral.
Indholdet af filmen giver kun et negativt svar på hvad en forsvarlig handling er. Filmens småborgerlige form og æstetik fremstår som noget af det der i Tyskland i halvfjerdserne fremkaldte disse uforsvarlige handlinger.
Alternativet til både denne populistiske form og dette terroristiske indhold glimrer ved sit gabende fravær.
Instruktøren Uli Edel kunne have taget fat i mange interessante historier i forbindelse med filmen Baader Meinhof Komplekset (der i Danmark havde premiere 24. april 2009). I stedet er hovedhistorien det som vi alle sammen ved: skud, eksplosioner, bortførelser og vold. På et tidspunkt fortæller forældrene til Gudrun Ensslin at deres datters radikale handlinger også havde befriet dem for angst. Et bemærkelsesværdigt udsagn fra en præstefrue af den mest tysk-konservative slags. Var Baader Meinhof ikke et tysk generationsoprør, og kæmpede disse børn for at befri deres forældre fra en angst som de aldrig gav direkte udtryk for? Det ville have været interessant at høre om.
En anden scene: På træningslejr i Jordan ligger de unge tyske terrorister og slikker sol uden en trevl på kroppen. De muslimske guerillaer protesterer, men Andreas Baader siger at det at kneppe og det at skyde er det samme: Ficken und schiessen ist dasselbe. En noget anden agenda end de muslimer der vil genoprette kalifatet og bekæmpe Israel.
Dette ville have været interessant at høre om.
Jeg gik ind til filmen for at blive klogere på den tilstand som behersker vores samtid i så høj grad. Handlingslammelsen. At vi lever i en terrotid, fordi vi lever midt i en handlingslammelse, tager jeg som en selvfølge. Men det er selvfølgelig en teori. Verbet 'at handle' dominerede også megen af terroristernes tale. Det var ikke nok at tale. Der skulle handling til. Ulrike Meinhof blev også anklaget for forræderi af sine egne fordi hun var intellektuel og skrev artikler. Hun havde selv denne opdæmmede handlingsimpuls og hendes karakter rummer filmens mest spændingsfyldte psykologi, som skuespilleren (Martina Gedeck) gør et bravt forsøg på at skildre, men instruktøren lader ikke til at forstå den.
Hvad skal man gøre når man er vidne til statsundertrykkelse, mord og uretfærdighed? Når det man er blevet bildt ind skulle være demokrati, afslører sig selv som statsfascisme - hvad deres analyse mundede ud i? Så må man svare igen. Dels for lave om på forholdene, dels for at have en ren samvittighed. Man skal kunne sige til sine omgivelser og børn, (som man så samtidig svigter), at man dog gjorde noget. Handlingens primære - men ubevidste - mål er at redde sin egen uskyld. Filmen viser også hvor private motiver terroristerne havde: De var bare sure, indestængte og bar på et nazistisk traume, som forældrene var for gamle til at tage sig af. Heller ikke denne del af historien får særskilt megen opmærksomhed i filmen.
Det gør Hollywood-effekterne imidlertid: blodet og eksplosionerne som de to vigtigste og mest primitive appelformer til henholdsvis øjet og øret.
Det er med andre ord ret absurd at alle vi småborgerlige bohemer fra Nørrebro - og lignende - gladeligt lægger 95,- kr. pr. billet for at lade os underholde af Hollywood-effekter i et drama, der tager udgangspunkt i en politisk kamp, der om noget havde Hollywood og den passificerende underholdningsbranche i sigtekornet.
Terrorisme er hot - fordi terrorisme er romantik.
Men ikke engang dét afslører denne film den mindste bevidsthed om. Terrorisme viser folk der handler og det viser folk der er radikale. Det kan godt undre at en instruktør som Uli Edel slet ikke reflekterer over sin egen fascination af terrorisme. Uden fascination af sit emne går det jo aldrig at lave en film eller noget som helst om det.
Filmen er endnu et eksempel på hvordan moralisme og amoral hænger sammen. Det er vigtigt for instruktøren at være på den rigtige side af den etablerede moral. Vi kan ikke dyrke voldsmænd uden at tage afstand fra dem. Det er moralismen, der ikke vil vedkende sig sin egen fascination. Men på den anden side bruger filmen effekter hvis primære formål er at få hjertet til - fysisk, ikke emotionelt - at banke hårdt og hurtigt, fordi det er det den store hob vil have. Det er den amoralske æstecisme der laver en kommerciel actionfilm ud af et nationalt traume, der har kostet mange mennesker livet og bruger terrorisme som voldsromantik.
Og hvad er betegnelsen for denne kopling af moralisme og amoral? Det er småborgerlighed. Inkarneret småborgelighed er hvad Baader Meinhof Komplekset kan betegnes som. I den forstand rammer den jo lige ind i vores tid - og fremstår som dét Rote Armee Fraktion bekæmpede så indædt.
Hvis man samtidig kan registrere småborgerligheden piple ud af Rote Armees virke, lægger filmen sig derved mærkeligt nok helt op af sine hovedpersoners moral.
Indholdet af filmen giver kun et negativt svar på hvad en forsvarlig handling er. Filmens småborgerlige form og æstetik fremstår som noget af det der i Tyskland i halvfjerdserne fremkaldte disse uforsvarlige handlinger.
Alternativet til både denne populistiske form og dette terroristiske indhold glimrer ved sit gabende fravær.
fredag, april 24, 2009
Hvad ser man? - Tanker efter skudepisoden
De betydningsfulde - og skudfyldte - to sekunder onsdag d. 22. april 2009 vækker mange tanker. For eksempel: Hvad er det egentligt man registrerer i sådan en situation? Hvor rigtige er ens observationer? TV2 sagde igår at man eftersøger en rød Yamaha. Jeg opfattede den som grå. Vores vinduer i kontoret er ret beskidte og ridsede, bl.a. fordi de er lavet af plexiglas, hvad der gør at det er meget vanskeligere at rengøre. Igennem sådan et vindue bliver farverne generelt mere grålige. Hvis TV2 overhovedet har ret? (Det er en generel erfaring, at jo mere man ved om en sag, desto mere forkert virker nyhedsmediernes dækning af den).
Jeg hørte og så fire skud. Der blev talt op til ti.
Manden på bagsædet havde vendt sig om da han var uden for mit vindue. Jeg husker ikke om jeg havde hørt skud før jeg så det. Jeg mener ikke at have reageret på en lyd før jeg vendte hovedet.
Man læser at han er blevet skudt med en maskinpistol. Det er jeg sikker på at det ikke var. Mit blik blev tunnelagtigt i det sekund jeg så stikflammen. Min opmærksomhed gik som en raketzoom ind på den glimtende centimeter foran den lille pistol, manden holdt med begge hænder. I den situation bliver selv mandens ansigt skudt ud i mit synsfelts randområde. Men jeg husker alligevel noget. Hans ansigt ville jeg ikke med 100% sikkerhed kunne udpege. Han havde hjelm på. Den var åben - det var ikke en integralhjelm - så jeg så hans ansigt i profil. Han var hvid. Han havde ikke mørke øjne, snarere lyse. Han gjorde ingen grimasser i skudøjeblikket. Han var kold. Fuldstændig kold. Det kan jeg huske: hans udtryk. Der var ingen aggression, nervøsitet, usikkerhed eller overvindelse. Der var ingen følelser i det ansigt.
Jeg mener at kunne huske adskillige ting helt sikkert. Der var to på maskinen. Bagsædepassageren sad en lille smule højere end køreren, der havde integralhjelm med tunet visir på.
Jeg mener at kunne huske at han sad retvendt på maskinen og havde vendt sig om, men i så fald skal han have en smidig rygsøjle, fordi det kræver et ret hårdt vrid. Begge hans hænder var på pistolen. Den gjorde et kort rekyl på den måde at løbet gik nedad og bagenden opad.
Jeg så ham ikke vende sig om inden maskinen speedede op igen.
Det var først da Casper så mit ansigt at han kastede sig ned på gulvet og råbte. Jeg har siddet helt stivnet. Det første jeg tænkte var: 'Det der er ikke nogen legetøjspistol!'. Når jeg tænker tilbage, er det som om sansningen er vandret trægt og kviksandsagtigt igennem mine nervebaner for i slowmotion og næsten udmattet at nå frem til forståelsescentret i min hjerne, der først da har sendt adrenalin ud i systemet. Som om jeg ikke vidste hvad det var jeg så - før bagefter.
Og lige nu har jeg pludselig overrasket mig selv. Jeg sidder hvor jeg sad forleden. Lige nu hørte jeg en motorcykel, - og pludselig rejser jeg mig op og går væk og ind i det andet rum. Kigger og undersøger hvilken motorcykel der kører forbi. Hmm. Var det frivillligt at jeg lige rejste mig op der?
Man er ikke altid hvor man tror man er.
De betydningsfulde - og skudfyldte - to sekunder onsdag d. 22. april 2009 vækker mange tanker. For eksempel: Hvad er det egentligt man registrerer i sådan en situation? Hvor rigtige er ens observationer? TV2 sagde igår at man eftersøger en rød Yamaha. Jeg opfattede den som grå. Vores vinduer i kontoret er ret beskidte og ridsede, bl.a. fordi de er lavet af plexiglas, hvad der gør at det er meget vanskeligere at rengøre. Igennem sådan et vindue bliver farverne generelt mere grålige. Hvis TV2 overhovedet har ret? (Det er en generel erfaring, at jo mere man ved om en sag, desto mere forkert virker nyhedsmediernes dækning af den).
Jeg hørte og så fire skud. Der blev talt op til ti.
Manden på bagsædet havde vendt sig om da han var uden for mit vindue. Jeg husker ikke om jeg havde hørt skud før jeg så det. Jeg mener ikke at have reageret på en lyd før jeg vendte hovedet.
Man læser at han er blevet skudt med en maskinpistol. Det er jeg sikker på at det ikke var. Mit blik blev tunnelagtigt i det sekund jeg så stikflammen. Min opmærksomhed gik som en raketzoom ind på den glimtende centimeter foran den lille pistol, manden holdt med begge hænder. I den situation bliver selv mandens ansigt skudt ud i mit synsfelts randområde. Men jeg husker alligevel noget. Hans ansigt ville jeg ikke med 100% sikkerhed kunne udpege. Han havde hjelm på. Den var åben - det var ikke en integralhjelm - så jeg så hans ansigt i profil. Han var hvid. Han havde ikke mørke øjne, snarere lyse. Han gjorde ingen grimasser i skudøjeblikket. Han var kold. Fuldstændig kold. Det kan jeg huske: hans udtryk. Der var ingen aggression, nervøsitet, usikkerhed eller overvindelse. Der var ingen følelser i det ansigt.
Jeg mener at kunne huske adskillige ting helt sikkert. Der var to på maskinen. Bagsædepassageren sad en lille smule højere end køreren, der havde integralhjelm med tunet visir på.
Jeg mener at kunne huske at han sad retvendt på maskinen og havde vendt sig om, men i så fald skal han have en smidig rygsøjle, fordi det kræver et ret hårdt vrid. Begge hans hænder var på pistolen. Den gjorde et kort rekyl på den måde at løbet gik nedad og bagenden opad.
Jeg så ham ikke vende sig om inden maskinen speedede op igen.
Det var først da Casper så mit ansigt at han kastede sig ned på gulvet og råbte. Jeg har siddet helt stivnet. Det første jeg tænkte var: 'Det der er ikke nogen legetøjspistol!'. Når jeg tænker tilbage, er det som om sansningen er vandret trægt og kviksandsagtigt igennem mine nervebaner for i slowmotion og næsten udmattet at nå frem til forståelsescentret i min hjerne, der først da har sendt adrenalin ud i systemet. Som om jeg ikke vidste hvad det var jeg så - før bagefter.
Og lige nu har jeg pludselig overrasket mig selv. Jeg sidder hvor jeg sad forleden. Lige nu hørte jeg en motorcykel, - og pludselig rejser jeg mig op og går væk og ind i det andet rum. Kigger og undersøger hvilken motorcykel der kører forbi. Hmm. Var det frivillligt at jeg lige rejste mig op der?
Man er ikke altid hvor man tror man er.
torsdag, april 23, 2009
Øjenvidne til skyderi på Baggesensgade
Mærkelig dag igår. Jeg sad og læste i Lakoffs bog om den politiske bevidsthed. Casper sad på sin pind nogle få meter foran mig. Til højre for mig kunne jeg, ud igennem det store vindue, som vender ud imod Baggesensgade, se folk gå fredeligt forbi. Der var ikke andre på kontoret. Det var forholdsvis stille. Den store dør ind til forkontoret var næste lukket. Derinde fra hørte jeg heller ikke noget. Jeg skulle læse hurtigt, jeg speedede min læsehastighed op for at gribe Lakoffs pointer, jeg prøvede at bore mig ind i teksten. Da jeg rejste mit hoved. Vendte blikket imod Baggesensgade En grå motorcykel med en bagsædepassager. Motorcyklen trillede langsomt. Bagsædepassageren havde vendt sig om, da mit blik ramte ham. Med strakte arme og med begge hænder holdt han om en pistol. I dét sekund så jeg gnister gå fra løbet. Og hørte et knald. Gnister igen. Knald. Fire gange. Tre meter foran mig. Motorcyklen speedede op. Casper råbte: FUCK - og kastede sig ned på gulvet. Motorcyklen var forsvundet. Jeg sad forstenet og kiggede ud af vinduet. En kvinde skreg. En mand råbte. Han kom hen forbi mit vindue og med begge hænder gjorde han fejende bevægelser i den retning motorcyklen var forsvundet af. Han råbte. En mand løb hen til en grå Berlingo og satte efter dem i høj fart. Dækkene hvinede fra asfalten.
Der var gået mindre end to sekunder. Casper rejste sig op og sagde et eller andet. Jeg rejste mig fra min stol og gik tilbage i kontorlokalet, væk fra vinduet, mod den store dør for at gå videre ud på gaden. Her så og hørte jeg en kvinde med armene i vejret. Hun skreg og hylede. En anden kvinde med tørklæde stod på få meters afstand og græd. En lille flok mænd sad ved den sårede. I løbet af kort tid stimlede folk sammen. Der blev råbt og skreget. Og talt. Mængden var i ro. Der lød sirener. En politibil kom og parkerede foran vores forkontor. Nogle ret store politifolk prøvede at skabe ro. Der blev talt, råbt og kvinden skreg stadig. En af politifolkene var i skjorte. Der kom flere politifolk til. De prøvede at få folk væk fra åstedet. Mange var ophidset. Der gik minutter. Så kom J. Han så chokeret ud. Vi stod foran vores dør. M gik over på den anden side af Blågårdsgade. Jeg tog et billede. Han rystede på hovedet. Minutterne gik. J sagde: Hvor bliver ambulancen af? Alle spurgte: Hvor bliver ambulancen af? Minutterne gik. Der kom stadig flere politifolk til. Men ingen ambulance. Der gik flere minutter. Nu var gået omkring 15 minutter uden at der kom en ambulance. Den sårede lå på jorden, omringet af folk der hjalp ham. Politiet skubbede folk væk. Det var svært. Mængden var ustyrlig. Hvor er ambulancen? spurgte vi igen. Minutterne gik. Hvorfor kommer den ikke bare? Pludselig var der en ung mand, der ikke kunne holde ud at vente længere. Han rykkede hurtigt hen imod en af politifolkene, - som i samme sekund trak kniplen og begyndte at slå. I samme sekund trak ti til tyve af politifolkene knipler og begyndte at slå. Mængden blev endnu mere ophidset. Nogle løb væk. Politiet greb nogle, bagbandt dem eller lagde dem i håndjern. Minutterne gik. Stadig ingen ambulance.
'Flot klaret' sagde én der stod ved siden af mig. 'Det dér er lige til en klage', sagde en anden. 'Det er da noget af det dårligste politiarbejde jeg har set længe', sagde en tredje. Politiet fik folk på afstand. En betjent gik rundt med et videokamera som var fastspændt en stang.
- Så kom ambulancen. Endelig. Lettet kunne vi dog ikke være. Hvorfor kom den så sent? Den sårede var ved bevidsthed. Han blev bugseret ind i ambulancen og så væk. Politiet gennede folk væk og begyndte at afspærre området. Vi fik at vide at vi ikke måtte gå ud af kontoret. Vi stod i døråbningen. - 'I må ikke stå herude?' sagde en ung betjent. - 'Vi står heller ikke på gaden. Vi står indenfor.', sagde M. - 'Så må I ikke kigge', sagde betjenten.
Betjentene virkede truet. Fra starten af. Det var tydeligt at de ikke kendte kvarteret særlig godt. De kender slet ikke de folk der bevæger sig her i kvarteret.Det var som om de så TV2News for deres indre blik - og var helt blinde for de mennesker der stod foran dem. De kom som en flok forskrækkede politielever - bange og utrygge, på stikkerne og med paniske ansigter. Jeg troede at politiet havde lært at være rolige. Pludselig skulle de demonstrere magt. Alle ville det samme: hjælpe den sårede. Men man kunne ikke i situationen blive enige om hvordan. Det var et tydeligt eksempel på dårlig integration. Man husker tilbage på dengang der var politistation i nærkvarteret. Dengang folkene i Blågårdsgade kendte deres lokale politimand, som gik omkring og sludrede med folk og kendte ansigterne og måden de gebærdede sig på.
De sidste mange måneder har politiet siddet i hollændervogne i sidegaderne, hvis ikke de sidder forskræmte bag deres ruder i almindelige patruljevogne. Betjentene kendte ikke de folk de slog. De kom fra Bellahøj. Måske var det derfor de blev nød til at slå. Det er en hel banal ting som den norske krimnolog Niels Christie har sagt flere gange: Kriminaliteten stiger, når kommunikationen falder. Så det er ikke kun de øjensynligt temmeligt dårligt uddannede fodfolk, man bør kritisere, men lige så meget ledelsen der har ført en helt forkert politik.
Pludselig var der uro på Nørrebrogade. Betjentene løb igennem Blågårdsgade. Området var afspærret. Vi kunne ikke gå ud. En politibetjent kom gående med faste skridt imod Nørrebrogade. Han var ledsaget af to mænd i civil. De så ikke særlig 'uroer'-agtige ud. Det var ikke uro'ere. De var fra en borgergruppe, et gadesjak, i Blågårdsgadekvarteret der har til formål at kommunikere og løse problemer. Betjenten havde brug for dem for at komme i kontakt med alle de ophidsede drenge. Det er et tydeligt billede på hvad politiet ikke kan. Det som politiet selv skulle - nemlig kunne tale med folk - skal de nu have andre til at gøre for dem.
Det kom igen ro over feltet.
Det lykkedes to af os at gå ned på Café Lea for at tage en kaffe. Herfra så jeg hvordan en betjent tjattede til den arm min kollega holdt sin mobiltelefon i, åbenbart fordi han ikke slukkede for den mens han var på vej ind på kontoret. Da vi skulle tilbage til kontoret, skulle vi vise ID-kort til en person, der var helt tilknappet. En person man ikke kunne tale med. En person der ikke ville sige noget. Han havde et attitudeproblem - og det kom lige så meget fra hvad han har fået at vide som fra ham selv. Hvorfor kigge så inkvisitorisk på os - som om vi alle sammen er en del af en stor konspiratorisk bande.
- Her kan man se den fejlslagne integrationspolitik i al sin tydelighed, sagde J idet vi gik ind for at arbejde videre. - Men det var svært at koncentrere sig.
En time senere kom kriminalbetjenten for at få en vidneberetning. Her sad man overfor en mand der vidste lidt om hvad han havde med at gøre. Det var en helt anden oplevelse. Politiet undersøgte stedet i adskillige timer. Her var der ikke megen grund til at betvivle deres omhyggelighed. De gav indtryk af at de tog deres job alvorligt - og gerne ville fange gerningsmanden.
Mærkelig dag igår. Jeg sad og læste i Lakoffs bog om den politiske bevidsthed. Casper sad på sin pind nogle få meter foran mig. Til højre for mig kunne jeg, ud igennem det store vindue, som vender ud imod Baggesensgade, se folk gå fredeligt forbi. Der var ikke andre på kontoret. Det var forholdsvis stille. Den store dør ind til forkontoret var næste lukket. Derinde fra hørte jeg heller ikke noget. Jeg skulle læse hurtigt, jeg speedede min læsehastighed op for at gribe Lakoffs pointer, jeg prøvede at bore mig ind i teksten. Da jeg rejste mit hoved. Vendte blikket imod Baggesensgade En grå motorcykel med en bagsædepassager. Motorcyklen trillede langsomt. Bagsædepassageren havde vendt sig om, da mit blik ramte ham. Med strakte arme og med begge hænder holdt han om en pistol. I dét sekund så jeg gnister gå fra løbet. Og hørte et knald. Gnister igen. Knald. Fire gange. Tre meter foran mig. Motorcyklen speedede op. Casper råbte: FUCK - og kastede sig ned på gulvet. Motorcyklen var forsvundet. Jeg sad forstenet og kiggede ud af vinduet. En kvinde skreg. En mand råbte. Han kom hen forbi mit vindue og med begge hænder gjorde han fejende bevægelser i den retning motorcyklen var forsvundet af. Han råbte. En mand løb hen til en grå Berlingo og satte efter dem i høj fart. Dækkene hvinede fra asfalten.
Der var gået mindre end to sekunder. Casper rejste sig op og sagde et eller andet. Jeg rejste mig fra min stol og gik tilbage i kontorlokalet, væk fra vinduet, mod den store dør for at gå videre ud på gaden. Her så og hørte jeg en kvinde med armene i vejret. Hun skreg og hylede. En anden kvinde med tørklæde stod på få meters afstand og græd. En lille flok mænd sad ved den sårede. I løbet af kort tid stimlede folk sammen. Der blev råbt og skreget. Og talt. Mængden var i ro. Der lød sirener. En politibil kom og parkerede foran vores forkontor. Nogle ret store politifolk prøvede at skabe ro. Der blev talt, råbt og kvinden skreg stadig. En af politifolkene var i skjorte. Der kom flere politifolk til. De prøvede at få folk væk fra åstedet. Mange var ophidset. Der gik minutter. Så kom J. Han så chokeret ud. Vi stod foran vores dør. M gik over på den anden side af Blågårdsgade. Jeg tog et billede. Han rystede på hovedet. Minutterne gik. J sagde: Hvor bliver ambulancen af? Alle spurgte: Hvor bliver ambulancen af? Minutterne gik. Der kom stadig flere politifolk til. Men ingen ambulance. Der gik flere minutter. Nu var gået omkring 15 minutter uden at der kom en ambulance. Den sårede lå på jorden, omringet af folk der hjalp ham. Politiet skubbede folk væk. Det var svært. Mængden var ustyrlig. Hvor er ambulancen? spurgte vi igen. Minutterne gik. Hvorfor kommer den ikke bare? Pludselig var der en ung mand, der ikke kunne holde ud at vente længere. Han rykkede hurtigt hen imod en af politifolkene, - som i samme sekund trak kniplen og begyndte at slå. I samme sekund trak ti til tyve af politifolkene knipler og begyndte at slå. Mængden blev endnu mere ophidset. Nogle løb væk. Politiet greb nogle, bagbandt dem eller lagde dem i håndjern. Minutterne gik. Stadig ingen ambulance.
'Flot klaret' sagde én der stod ved siden af mig. 'Det dér er lige til en klage', sagde en anden. 'Det er da noget af det dårligste politiarbejde jeg har set længe', sagde en tredje. Politiet fik folk på afstand. En betjent gik rundt med et videokamera som var fastspændt en stang.
- Så kom ambulancen. Endelig. Lettet kunne vi dog ikke være. Hvorfor kom den så sent? Den sårede var ved bevidsthed. Han blev bugseret ind i ambulancen og så væk. Politiet gennede folk væk og begyndte at afspærre området. Vi fik at vide at vi ikke måtte gå ud af kontoret. Vi stod i døråbningen. - 'I må ikke stå herude?' sagde en ung betjent. - 'Vi står heller ikke på gaden. Vi står indenfor.', sagde M. - 'Så må I ikke kigge', sagde betjenten.
Betjentene virkede truet. Fra starten af. Det var tydeligt at de ikke kendte kvarteret særlig godt. De kender slet ikke de folk der bevæger sig her i kvarteret.Det var som om de så TV2News for deres indre blik - og var helt blinde for de mennesker der stod foran dem. De kom som en flok forskrækkede politielever - bange og utrygge, på stikkerne og med paniske ansigter. Jeg troede at politiet havde lært at være rolige. Pludselig skulle de demonstrere magt. Alle ville det samme: hjælpe den sårede. Men man kunne ikke i situationen blive enige om hvordan. Det var et tydeligt eksempel på dårlig integration. Man husker tilbage på dengang der var politistation i nærkvarteret. Dengang folkene i Blågårdsgade kendte deres lokale politimand, som gik omkring og sludrede med folk og kendte ansigterne og måden de gebærdede sig på.
De sidste mange måneder har politiet siddet i hollændervogne i sidegaderne, hvis ikke de sidder forskræmte bag deres ruder i almindelige patruljevogne. Betjentene kendte ikke de folk de slog. De kom fra Bellahøj. Måske var det derfor de blev nød til at slå. Det er en hel banal ting som den norske krimnolog Niels Christie har sagt flere gange: Kriminaliteten stiger, når kommunikationen falder. Så det er ikke kun de øjensynligt temmeligt dårligt uddannede fodfolk, man bør kritisere, men lige så meget ledelsen der har ført en helt forkert politik.
Pludselig var der uro på Nørrebrogade. Betjentene løb igennem Blågårdsgade. Området var afspærret. Vi kunne ikke gå ud. En politibetjent kom gående med faste skridt imod Nørrebrogade. Han var ledsaget af to mænd i civil. De så ikke særlig 'uroer'-agtige ud. Det var ikke uro'ere. De var fra en borgergruppe, et gadesjak, i Blågårdsgadekvarteret der har til formål at kommunikere og løse problemer. Betjenten havde brug for dem for at komme i kontakt med alle de ophidsede drenge. Det er et tydeligt billede på hvad politiet ikke kan. Det som politiet selv skulle - nemlig kunne tale med folk - skal de nu have andre til at gøre for dem.
Det kom igen ro over feltet.
Det lykkedes to af os at gå ned på Café Lea for at tage en kaffe. Herfra så jeg hvordan en betjent tjattede til den arm min kollega holdt sin mobiltelefon i, åbenbart fordi han ikke slukkede for den mens han var på vej ind på kontoret. Da vi skulle tilbage til kontoret, skulle vi vise ID-kort til en person, der var helt tilknappet. En person man ikke kunne tale med. En person der ikke ville sige noget. Han havde et attitudeproblem - og det kom lige så meget fra hvad han har fået at vide som fra ham selv. Hvorfor kigge så inkvisitorisk på os - som om vi alle sammen er en del af en stor konspiratorisk bande.
- Her kan man se den fejlslagne integrationspolitik i al sin tydelighed, sagde J idet vi gik ind for at arbejde videre. - Men det var svært at koncentrere sig.
En time senere kom kriminalbetjenten for at få en vidneberetning. Her sad man overfor en mand der vidste lidt om hvad han havde med at gøre. Det var en helt anden oplevelse. Politiet undersøgte stedet i adskillige timer. Her var der ikke megen grund til at betvivle deres omhyggelighed. De gav indtryk af at de tog deres job alvorligt - og gerne ville fange gerningsmanden.
Abonner på:
Indlæg (Atom)
